SLAGKRAFTIGE TUSCHTEGNINGER PÅ HORSENS KUNSTMUSEUM

MARIA WANDEL

Der er lagt op til en yderst san- selig oplevelse, hvor man som publikum så at sige går ind i værket og mærker Maria Wandels mange stærke stemningsbilleder. Udstillingens billeder har også deres liv i bogform, som er en grafisk roman med tekster af Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad, hvor man som læser kan fordybe sig i billederne et for et. Værkets to præsentationer lægger derved op til to meget forskellige oplevelser, der underbygger den tvetydighed og de forskellige stemninger, der kan ligge i det selvsamme kunstværk. Om værket fortæller Maria, at det handler om hemmeligheder, kriser og længsel – men også flirt, drinks og palmer. ”Det er en slags dagbog over mange år, men det kunne også bare være over en enkelt dag.”

“Hvis jeg kan indkapsle det flygtige, så behøver jeg ikke at dø – måske kan det føles sådan.”

Behov for at udtrykke sig

Mine første spørgsmål til Maria var, hvordan hendes kunstneriske virke startede, og om hun altid havde vidst, at hun skulle male og tegne. Hun kunne fortælle mig, at behovet for at udtrykke sig startede tidligt, men at det fra start og i mange år var forankret i et sprogligt udtryk, hvor hun allerede fra hun var tolv-tretten år begyndte at skrive digte og havde mange notesbøger, som hun skrev idéer ned i. Derfor var det også naturligt for hende at tænke, at hun ville komme til at lave noget med litteratur, når hun skulle tage en uddannelse. En plud- selig indskydelse om at tage et halvt år på Holbæk Kunsthøjskole ændrede ved den plan, da Maria som attenårig begyndte på højskolens malerlinje.

“Jeg malede konstant, det var en anden og ny måde at udtrykke sig på, som faldt mig let”, fortæller Maria. Derefter fandt hun et atelier og malede videre og søgte i den forbindelse ind på kunstakademiet, hvor hun blev optaget. Maria så ikke det at male og tegne som en modsætning til at udtrykke på skrift. Hun så det hele som en bane af udtryk, der var startet, og derfor faldt det hende ligeså naturligt at male som at skrive.

”I starten malede jeg dem, jeg kendte og de ting, der var lige omkring mig. Jeg var meget optaget af stemninger og af, at jeg kunne fange dem i maleriet og få det skjulte frem”. Det var ikke tingen i sig selv, der var interessant, men den følelse der kom frem, når den blev malet. Jeg har lagt mærke til den skjulte dimension, som Maria klargør for os med sine billeder. Hendes streg viser følelsen i et ansigt mere klart og åbent end hvis det blot er en fotografisk gengivelse af en persons træk. En afbildning af et par tydeliggør den underliggende følelse, som formidles via Marias karakteristiske streg, men også ved eksempelvis en guidende sætning, der kan illustrere et ellers mere skjult magtforhold. Flere motiver går igen i Marias malerier, og det har nok noget at gøre med de følelser, som hun selv projekterer over i et givent motiv, forklarer hun.

”Jeg maler på en måde, så mit indre drama spejles”.

Maria fortæller også, at hun i starten var så meget i sine følelser, at hun var konstant inspireret, og at malerierne derfor var som en ventil, hvor al den inspiration, hun var fyldt op af, kunne komme ud i malede udtryk, uden at der var en større metarefleksion bag.

At formidle de dybere lag i livet

Når jeg betragter Maria Wandels kunst, så oplever jeg et nærvær, hvor jeg tvinges til at mærke efter i øjeblikket og genkender mig selv i både mange af de små sætninger og motiver, som på ganske klar og uforstyrret vis er afbildet. Hun indkapsler det flygtige og en masse situationer, som ellers kunne blive glemt eller overset, bliver foreviget. Jeg genså filmen Amélie for nyligt, og der er en lighed, når det kommer til at zoome ind på skønheden og energien i et givent udtryk i objekter, hvilket også kan bestå af en hånd, der rækker skråt op. Netop den tvetydighed er Maria eminent til at få frem. Hun beskriver det selv som en proces som vokser ved, at der ikke er en agenda. Det bevirker, at kunsten lægges råt og åbent frem, og så bliver den som et eksistentielt spejl, der vækker genklang.

”Jeg elsker når kunst får mig til at føle mig endnu mere levende. Meget i et maleri handler om maleriet selv. Derfor har det sine egne regler og sit eget liv. Og på den baggrund vil nogen vil måske sige, at livet og maleriet er to adskilte ting, som er meget forskellige, men jeg prøver at blande dem sammen.”

Materialet

Materialet i `Hemmeligheder alle vegne ́ er tusch på papir både i udstillingen og i bogen, og Maria fortæller, at denne udstilling dækker hendes kunst rigtig godt. Den har også det sproglige aspekt, som det meste af hendes kunst har. Motiverne er både portrætter, kroppe, interaktioner og objekter. Og så er der rigtig mange elementer, hvilket giver en overvældende og stærk sanselig effekt, når de er hængt op, så de dækker en hel væg. Maria forklarer, at der er så mange dygtige kunstnere som udstiller og på så mange forskellige måder, at hvis en udstilling skal være anderledes og sanselig, så skal man gøre noget overraskende. ”Hvis der ikke er meget på spil, kan man lige så godt lade være”, slår Maria fast.

Farverne

Farverne på Marias billeder gør mig glad. Der er noget power over dem, og de står klart og enkelt sammen med hendes streg,

“Jeg maler på en måde, så mit indre drama spejles.”

hvilket giver energi samtidigt med, at der er noget nostalgisk over sammensætningen. Det er meget 80’ernes stærke farver i neon og pastel, og det var jo et årti, hvor litteraturen og moden fik fokus på det mere rå som fysik, form og farve, og hvor det romantiske blev nedtonet, og det synes jeg godt kan sammenlignes med Marias bille- der. Hun forklarer, at blandt andet neonfarverne altid vil virke forældede, som om at de er passé allerede før de er på mode. Og særligt to neonfarver bruger Maria en del.

”Både neonorange og neonpink er der noget friskt over, samtidigt med at de har været på mode engang. De kan bruges, hvis jeg skal udtrykke noget stærkt og intenst, og også når jeg maler et slags filter hen over hele billedet, som kan tones alt efter, hvor kraftigt det skal være. De er også gode til at udtrykke noget ustyrligt, noget rasende eller noget spontant, hvor jeg så kaster dem hen på lærredet og ned på papiret.”

Den støvede mintgrønne har hun også brugt meget.

”Jeg tror, jeg begyndte at dyrke den

farve, efter jeg var begyndt at male udsnit af tomme parker… og så har jeg tænkt meget over grønne farver, hvordan det ser ud i de varme lange sommereftermiddage, når græsset er tørt og der falder lange skygger hen over det”, uddyber hun og fortæller, at hun også forbinder den farve med sin opvækst i Østafrika.

At indkapsle det flygtige

Da jeg fortæller Maria, at jeg er vild med, at hun indkapsler det flygtige i sine billeder, reagerer hun på sætningen og siger, at den lyder godt. ”Det vil jeg gerne”, siger hun og vender efterfølgende tilbage med en tanke omkring, at kunne indkapsle det flygtige i sine billeder.

”Hvis jeg kan indkapsle det flygtige, så behøver jeg ikke at dø – måske kan det føles sådan. Man kan tage en million fotografier, men det nytter ikke noget, hvis øjeblikket allerede er gået og det ikke kunne fasthol- des. Men i kunst, i et billede man har skabt med følelse, åbenhed og tilfældighed og det, som er der i netop det øjeblik, kan man fastholde det flygtige. Så viser det flygtigheden, så man både kan være i den, se det smukke i den og nyde den, fremfor hvis man ser på et fotografi fra en rejse, som for længst er forbi. Det bliver jeg ikke ligefrem i godt humør af, nærmere nostalgisk. Og der er faktisk noget med den nostalgi, som jeg lider af, men bedre kan udholde, hvis den også kan være en drivkraft og stemning, jeg kan arbejde på og med. Nostalgien må også indkapsles. Ellers ville jeg sandsynligvis bare gå rundt og være én stor længsel. Men hvis jeg ser på mine fotografier med henblik på at male ud fra dem, så føles de helt anderledes. Så skal jeg jo netop trække noget ud af dem, og gøre sådan at følelsen, stemningen, kan fastholdes forever. Og det kan så være, at der skal noget neonfarve og andre slags forenklinger og hemmelige tricks til.”

Det får mig igen til at tænke på det med Amélie, der jo roder lidt ved realiteterne og dykker ned i stemninger. Livet er et dynamisk hav af udvekslinger og hændelser, der måske, måske ikke, kan give en dybere mening, men ikke desto mindre ER. Og der kan det ophæve den gængse tid og som Maria beskriver det: Fastholde det flygtige forever!

Maria Wandel ”Hemmeligheder alle vegne” kan opleves på Horsens Kunstmuseum frem til den 27. maj i år. Hun har netop udstillet malerier og fotografier hos Galleri Tom Christoffersen og har en soloudstilling på Kastrupgårdsamlingen undervejs.