Krydsninger mellem det uendeligt store og små i Maria Wandels maleriske univers
Af Else Marie Bukdahl
Især siden renæssancen har adskillige billedkunstnere på en særlig tydelig måde haft et godt blik for forskellen mellem ordkunst og billedkunst. Leonardo da Vinci hævdede ligefrem, at det billedkunstneriske formsprog kan formidle en viden om os selv og verden omkring os, som hverken talesproget -eller skriftsproget kan udtrykke på samme måde, og som disse sprog i visse tilfælde slet ikke kan indfange. Der findes derfor, hvad han kalder »en videnskab om maleriet«, der
»ikke taler med ord (og endnu mindre med tal), men
derimod taler ved hjælp af de kunstværker, som findes,
og som er synlige på samme måde som de naturlige ting. Den meddeler sig gennem værkerne ’til alle universets
tidsaldre.’«1
I den nyere tid har især både Paul Klee og Wassily Kandinsky hver på sin måde understreget, at billedkunst – både den figurative og den abstrakte – er en selvstændig helhed, der rummer en udtrykskraft, der er forskellig fra ordets, og som kan afdække nye sider af den virkelighed, vi kender. Paul Klee påpeger derfor, at billedkunstnerne ikke bare gengiver »noget set mere eller mindre temperamentsfuldt, men gør derimod det helligt åbenbarede synligt.«2 Kandinsky fokuserer især på den abstrakte kunsts særlige oplevelsesgivende træk, der frembringer »en sjælelig berigelse, der ikke kan opnås gennem noget andet middel end gennem kunsten.« Men han tilføjer, at også i den figurative kunst er det formsproget – linjen, farven, kompositionen og andre kunstneriske virkemidler – der skaber dets særlige betydningsgivende kraft.3 Netop fordi både maleriet, skulpturen og mange af de nyere kunstneriske udtryksformer er både så anskuelige, intense og domineret af varierede materialevirkninger, vil de oplevelser og de livstolkninger, de rummer, appellere stærkt både til beskuerens intellekt og fantasi og følelser, men også til deres sanser. I nogle tilfælde oplever beskuerne ligefrem, at de bliver inviteret ind i kunstværket enten i det fiktive eller i det reelle rum. Men netop fordi formsproget har sin egen oplevelsesgivende og betydningsskabende kraft, kan det afdække nye aspekter ikke alene i den virkelighed, der omgiver os, men også i nye og gamle tekster, både digte og romaner. Et frugtbart møde mellem billedkunstnere og digtere resulterer ofte i, at nye oplevelses- og erkendelsesdimensioner dukker op i deres værker.
Sporskifter i Maria Wandels kunstneriske univers
Maria Wandel har siden hun gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi (1997-2005) eksperimenteret meget med de forskellige kunstneriske virkemidler og etableret nye og overraskende visuelle dialoger med både billedkunst og litteratur og med fotografi og maleri. På Nikolaj Kunsthal viste hun i 1998 en serie mørkebrune malerier af nogle af hendes medstuderende badende i de varme kilder på Island. Det er et tidligt eksempel på hendes arbejde med den figurative kunst. – På Kunsthal Charlottenborg udstillede hun derimod i 1999 store nonfigurative ekspressionistiske malerier med gitterværk, serier af kugler og andre figurationer. Samme år præsenterede hun nye eksempler på denne udtryksform på Første Afkalkning på Sojakagefabrikken sammen med bl.a. Tal R og Kristine Roepstorff.
I de følgende mange år blev arbejdet med den nonfigurative kunst stillet ud i kulissen, og hun koncentrerede sig i stedet om at undersøge det figurative formsprog på mange overraskende måder og også i forbindelse med andre billedkunstneriske genrer.
En række af hendes figurative malerier blev i 2005 præsenteret i et katalog, der fik titlen Den ulidelige lethed. Den rummer associationer til Milan Kunderas bog med (næsten) samme
titel. På malerierne møder vi forskellige fragmenter, der er malet med en skitserende bred pensel og som skildrer aspekter af kærlighedsliv, kvindebeklædning og andre elementer i den moderne verden, der er flygtig og under stadig forvandling. I malerierne er der også hentydninger til informationssamfundets strøm af billeder, tegn og tekster, der glider så hurtigt forbi os, at der ikke bliver plads til fordybelse. I flere af malerierne er der indføjet tekster, der imidlertid ikke rummer politisk propaganda, men snarere er »en ekstra poetisk tilføjelse, der kan være mystificerende eller gådefuld, eller bare humoristisk.«4 Disse små tekster får os til at standse op og stille spørgsmål. Det medfører, at den hurtigkørende billedstrøm, der hele tiden omgiver os, bliver brudt. Og der bliver tid til at studere den særlige karakter, som virkelighedsudsnittene i malerierne har. I alle billederne er der fokus på beskuerens krop og sansemæssige erfaring.
I kataloget til præsentationen af Still Pictures (2010) er det først og fremmest film af høj historisk status, hun har taget under kunstnerisk behandling. Hun har – som i mange af sine andre værker – taget afsæt i fotos og omformet dem til malerier. Gennem denne maleriske transformation er det lykkedes hende at skabe værker, der har deres egen stemning og betydningsindhold og derfor afdækker nye aspekter af forlæggene i de forskellige film, for eksempel i Luchino Viscontis filmatisering af Thomas Manns roman Døden i Venedig.
Også portrætgenren har haft Maria Wandels bevågenhed. Hun har således malet sort-hvide portrætter af fremtrædende filosoffer og forfattere fra vor tid. De er malet efter fotografiske forlæg og træder frem på en meget stærkt farvet baggrund, der gør, at de fanger vort blik og giver en ny opfattelse af deres individualitet. Det drejer sig blandet om så fremtrædende personligheder som Albert Camus, Maurice
Merleau-Ponty og Franz Kafka.
Efter udstillingen med titlen Still Pictures valgte Maria Wandel i 2013 at lave en udstilling, der fik titlen I’m Ready. Den blev kurateret af Christina Wilson og blev vist i en stor tom lejlighed. På denne udstilling præsenterede hun sort-hvide værker, der var præget af stor intensitet. Med held forsøgte hun at transformere den digteriske udtryksform, der har fået navnet »stream of conciousness« til maleri. Det er en form for tankevirksomhed, der strømmer uordnet og associativt, og som afdækker vor indre verden, før vi begynder at ordne de ideer og informationer, vi selv skaber eller får udefra. Med denne teknik skrev James Joyce det berømte værk Ulysses (1922), der skabte nybrud i romangenren. I 2015 præsenterede Maria Wandel udstillingen Parks & Hotel Rooms på Vendsyssel Kunstmuseum. På de udstillede billeder møder vi udsnit af parker uden mennesker og tomme hotelværelser, der er gennemstrømmet af en oplevelse af eksistentiel tomhed og måske også af kærlighedslængsel. På et billede dukker den mørke silhuet af en mand frem på billedfladen. På et andet værk møder vi en kvinde liggende alene i en hotelseng. Men billederne rummer også erindringer om et nærvær. I flere af billederne er der hentydninger til den amerikanske kunstner Edward Hoppers malerier, der også er præget af tomhed og
en eksistentiel ensomhedsfølelse, men samtidig rummer en næsten gådefuld stemning, der røber, at engang har mennesker befolket disse tomme byrum og landskaber.
Da udstillingen Parks & Hotel Rooms senere blev vist i Kongernes Lapidarium under Kulturministeriet, skrev Christina Wilson:
»Motiverne er rensede og stiliserede. Vi ser træernes sorte stammer og grønne kroner. De kaster kraftige sorte skygger, ned over ensartede grønne plæner og grusgange.
Billederne er nærmest abstrakte i deres stiliserede strenghed. Det samme gør sig gældende for hotelværelserne. Der er skåret ind til benet og værelserne fremstår puritanske og strenge som en munkecelle. Vi får ingen overflødig information. De få mennesker der er på billederne har vi ingen mulighed for at identificere. Vi ser ikke deres ansigter. De er enten beskårede eller malet bagfra.«5
I 2018 præsenterede Maria Wandel en lille udstilling hos Galleri Tom Christoffersen, der fik titlen Hun har til på mandag, hvor hun kombinerede udvalgte værker fra de to serier I’m Ready og Parks & Hotel Rooms med fotografier af en kvinde, som løber fortravlet rundt i højhælede sko i et hotelværelse og ikke kan finde et blivende ståsted. Igen møder vi en visualisering af vor fragmenterede og flygtige verden, hvor det ofte er svært af finde meningsgivende sammenhænge.
Maria Wandel har ikke alene arbejdet med maleriet og andre billedkunstneriske genrer, hun har også været optaget af at udforske forholdet mellem tekst og billede på forskellighedens vilkår. I de bøger, som hun har skabt billeder til, kan man se, at mødet mellem ordets og billedets verden har intensiveret læsningen af dem og skabt nye erkendelsesmæssige dimensioner. I 2005 udgav Maria Wandel bogen med titlen Mit liv som tændstik, hvor hun overlod til tændstikkerne at skrive digte og diskutere deres følelsesliv. De fotografier af malerier, som rummer hendes egne visuelle tolkninger af de sansebårne tekster i Hans Otto Jørgensen og Maria Wandels bog Hjernens egen store hund (2009), folder sig ud med
humoristiske og satiriske greb og afdækker nye aspekter i fortællingen med de mange synsvinkelskift. I det meget store bogværk Hemmeligheder alle vegne (2017) er der et netværk af overraskende krydsende spor. De fremkommer mellem Maria Wandels ekspressive og suggestive malerier, der optræder i bogen og Et digt af Per Aage Brandt, Elleve tilstande af Christel Wiinblad og Syv stykker prosa af Christina Hesselholdt. Malerierne blev udstillet på Kunsthal Charlottenborg i tilknytning til boglanceringen og direktør Michael Thouber sagde ved åbningen af udstillingen:
»Ingen kunsthal er bedre end de kunstnere, der vælger at udstille i den. Maria Wandels tuschmalerier her bag mig er en af den slags gaver, som jeg ikke havde regnet med. Hun udgiver nu den smukkeste bog, og har samtidig indtaget vores foyer med hundrede tuschmalerier fra bogen og gjort ankomsten til Kunsthal Charlottenborg til det inspirerende rum, den altid burde være.«6
På billederne har Maria Wandel indføjet små humorfyldte kommentarer, der indgår i de mange relationer og kontraster mellem ord og billede, der præger dette bogværk. Hans Otto Jørgensen har karakteriseret hendes tuschtegninger således:
»Maria Wandel er en fortællende kunstner; der er en tydelig interesse for både poesien og det episke i hver enkelt tegning. Der er altid lige sket noget, eller noget vil ske. Hver enkelt scene rummer en betydning, der rækker ud over sig selv.«7
Here (Once Again), Leaving the Gold
I perioden fra 2018-19 sker der et sporskifte og et nybrud i Maria Wandels kunstneriske univers. Hun forlod den genkendelige virkelighed som motiv og fast ankerpunkt. Tidligere var hun i mere eller mindre udtalt grad fastlåst til motivet. Nu har hun frigjort sig fra denne binding og taget fiktionens, visionens og drømmens verden i besiddelse. Allerede i bogen Hemmeligheder alle vegne havde hun antydet, at et sådant nybrud var på vej. Som kommentar på et af billederne i bogen skrev hun, at »jeg mener nu at fiktionen er det eneste virkelige vi har.« Hun arbejder ud fra den indsigt, at maleriet som helhed har den fordel, at man ved at arbejde med det, kan abstrahere fra den virkelighed, der omgiver os.
I nogle tilfælde har hun skabt helt nonfigurative malerier, – hvor det alene er især farven og de dynamiske penselstrøg sammen med linjen og kompositionen, der skaber uventede oplevelser og bærer betydning i det maleriske univers.
Således i værket Nighttide fra udstillingen Here (Once Again), Leaving the Gold, hvor blå og gule små formationer af forskellig størrelse og tykkelse synes at fare gennem billedrummet.
Billedet er måske inspireret af betragtninger af himmelrummet og fremtræder som en kosmisk vision. I andre tilfælde har hun forvandlet scener fra virkelighedens verden til indre, mentale rum, som beskueren kan spejle sine egne følelser og stemninger i. En sådan forvandling er blandt andet foregået med landskabsscenen i The Future is Always Present. I Catherine, billedet af damen med cigaretten og blå jakke, har hun renset motivet for overflødige detaljer. Billedrummet bliver derfor udefinerbart og hæver sig over tid og sted. Den helt ensfarvede blå dragt fremtræder også som en abstrakt flade, der har sine egne oplevelsesgivende kvaliteter. I flere billeder er der umærkelige overgange mellem virkelighedens og fiktionens eller drømmens verden. Således i End of Season, hvor stolene næsten synes at svæve i et rum, hvori lysende blå og gule farver dominerer. Måske indeholder maleriet erindringer om lykkelige stunder. De, der har oplevet dem, har forladt scenen. Men det intense nærvær, der præger rummet, røber, at de har været til stede.
I næsten alle billeder, hvor der er fragmenter eller elementer fra virkeligheden, forekommer det beskuerne, at motivet bliver løftet ud af virkeligheden og indskrevet i et større univers. Det gælder også The Quest in Yellow, hvor beskueren møder en stor gul billedflade, der er malet med stor intensitet og som frembringer et åbent rum. En brun arm stikker frem på fladen. Dens hånd knuger fingrene på en sådan måde, at det ser ud som om, den søger et fast orienteringspunkt i vor flygtige og foranderlige verden. I både de billeder, hvor der er omformninger af virkelighedsindtryk og de, hvor de er helt forsvundet, kan man mærke, at Maria Wandel har svunget penslen som en tryllestav og skabt næsten magiske rum. Gennem det skitserende penselarbejde bliver der skabt rumdannelser i billederne, der dirrer af nærvær, liv og bevægelse og derfor appellerer stærkt til beskuernes fantasi, intellekt og tanker. Beskuerne vil sikkert opleve, at de er blevet en erfaring og en poetisk oplevelse rigere og at det konventionalitetens slør, der ofte har indhyllet deres hverdag, er forsvundet til fordel for et nyt udsyn. I de malerier, der optræder i denne udstilling, hvor snart drømmens gådefulde virkelighed, snart abstrakte visioner har erobret billedrummet, er det lykkedes Maria Wandel at indfange både de små og store aspekter i verden, samtidig med at uendeligheden er kommet til syne ved billedets kant. En sådan verden, hvor det uendeligt små og det uendeligt store hele tiden krydser hinanden har William Blake fortolket i et lille poetisk digt, der lyder sådan:
»At se en verden i et sandkorn
Og en himmel i en vild blomst
At holde uendeligheden i sin hånd
Og evigheden i en time.«8
NOTER
1.
Se Merleau-Ponty, Maurices tolkning af Leonardo da Vincis tekst i
Maleren og filosoffen, oversat af Laurits Lauritsen, København 1970. Den franske tekst hedder L’Œil et l’Esprit, Paris 1961.
2.
Klee, Paul, Om moderne kunst, på dansk ved Ole Wivel, Gyldendals Uglebøger, 1964, p. 26, oversat fra tysk efter Über die moderne Kunst, Verlag Benteli Bern-Bümpliz.
3.
Kandinsky, Wassily, Formens problem, på dansk ved Ole Wivel,
Gyldendals Uglebøger, 1965, p. 31 og p. 72, oversat fra tysk efter
Über die Formfrage, offentliggjort i 1912 i almanakken Der Blaue Reiter.
4.
Lindboe, Ole, Maria Wandel. Den ulidelige lethed, 2005, p. 3.
5.
Wilson, Christina Parks & Hotel Rooms, essay. Grundlag for hendes tale ved åbningen af udstillingen 9. oktober 2015.
6.
Thouber, Michael, ved åbning af udstillingen Hemmeligheder alle
vegne i Kunsthal Charlottenborgs foyer, 8. februar 2017.
7.
Jørgensen, Hans Otto: Citat fra Hemmeligheder alle vegne, udstillingsfolder i forbindelse med udstillingen Hemmeligheder alle vegne.
Horsens Kunstmuseum, 2018.
8.
Anonym oversættelse til dansk af en strofe i Auguries of Innocence af William Blake. Digtet er skrevet i 1803, udgivet i 1863.