Anmeldelse i Politiken af Here (Once Again), Leaving the Gold

En hånd at holde fast i

Den danske kunstner Maria Wandel viser med sin nye udstilling på Kastrupgaardsamlingen, at hun er inde i en rivende udvikling. Det er cool og ikoniske malerier, der ikke kaster om sig med tydelige fortællinger, men blot antyder en sammenhæng.

KUNST

Maria Wandel. ’Here (once again),

leaving the gold’. Kastrupgaardsamlingen

indtil 16. august.

Mødet med helt nyskabte malerier er en konfrontation med hele malerkunstens historie. Sådan må det være. Og det er det, som er skræmmende. Både for den kunstner, som bevæger sig ind på maleriets vej. Og for den, som skal forsøge at forholde sig til det nye maleri.

På Maria Wandels soloudstilling på Kastrupgaardsamlingen, foran det 2,30 meter høje gule maleri ’The Quest’, som viser en enkelt muskuløs arm, tænker jeg på den mesterlige græske, men i Spanien malende renæssance-manierist El Greco.

I hans tårnhøje genopstandelsesbillede fra 1600 nærmest træder Jesus’ askeblege arm ud af lærredet, imens de øvrige karakterer, romerske soldater og andre statister flagrer om sig med arme. Der er aktive arme overalt i det billede.

Wandel, som er født i 1977 og tog afgang fra kunstakademiet i København i 2005, lader i sit værk denne ene arm træde frem fra en varm gul flade. Som om en hel krop er på vej ud derindefra. Eller som en påpegning af det helt centrale forhold, at det er en arm og hånd, som har skabt de her malerier. At det er et fysisk arbejde at lave denne type kunst. At det er kropsligt. Eller fordi den er smuk. Armen, elskerens, der holder om en. En hånd at holde sig fast i.

Det værk er et blandt en lang række store malerier på udstillingen. De fleste af dem, i hvert tilfælde. Og de fleste malet med akryl på lærred. I nogle tilfælde også med spraymaling. For de fleste af værkernes tilfælde er der tale om figurative malerier, men så indimellem hænger der også voldsomt gestikulerende, men alligevel næsten mønstrede, abstrakte værker som heldigvis meget lidt uforstyrrende pauser.

For eksempel ved siden af udstillingens bedste værk, ’Les Roches Noires’, hvor en lille figur er malet, så det ser ud, som om den ser ud ad et gigantisk panoramisk vindue. Googler man titlen, finder man, at der er tale om et stort hotel ved den franske vestkyst syd for Nantes – en kolos fra den franske belle epoque , som ligger lige ud til vandet, som om nogen havde flyttet et stykke af et parisisk boulevardhus ud i vandkanten. Wandel har i sit maleri overført den grad af tristesse i maleriet, som fordums storhed har aflejret i stedet. Langsomhed og syrede farver mødes der i de brune velourmøbler, og figuren – det, som jeg forestiller mig er en lille dreng – suger verden udenfor ind i sit lille hoved. Når man ved det, kan man se både strand, vand og himmel bag det store vindue. Det er et subtilt fortællende maleri.

Ferie-franske malerier

Følelsen af noget luksuriøst, dovent og ferie-fransk riviera er gennemgående i Wandels kunst som helhed og er i den grad også til stede på udstillingen i Kastrup. Og de enkelte værker er som små isolerede scener fra fransk nouvelle vague cinema .

I et værk spilles der tennis blandt eksotiske palmer. I et andet mindre (men ikke mindre ikonisk) maleri med titlen ’Catherine’ tænder en kvinde sin cigaret. Det gør hun på en måde, som kun kan være fransk. Jeg tænker, det er Catherine Deneuve, men hendes ansigt findes ikke som andet end en aflejring af penselsstrøg bag en pink udviskning. I Kastrupgaards store og arkitektonisk anskuet helt umulige udstillingslokale har Wandel opstillet franske caféstole som et pikant bud på en minimal scenografi og en invitation til at hænge ud med værkerne. Her blandt andet med et stort værk med skoddede cigaretter, malet helt tæt på.

I værket med Catherine er det umuligt ikke at tænke, at Wandel på udstillingen maler sig ind i en samtale med Andy Warhol og det poppede. Men hun er også som maler i familie med mere samtidige malere som polske Wilhelm Sasnal og måske endda med menneskemalere som Marlene Dumas og Alice Neel.

Men når hun så maler en lille sølvgaffel på en stor grund af sort. Eller når hun i det hele taget går amok i de store abstrakte formater, hvor også både sølv- og guldmaling slasker ud over fladen, så tænker jeg, at hun er meget sin egen. At hun egentlig ikke giver en fuck. At den lille gaffel betyder en masse for hende, men også blot er en undskyldning for at male og trække maleriet som kunstnerisk genre helt derud, hvor hun vil have det.

Og så er det, at jeg i mit stille sind undrer mig over, at hun ikke er at finde i stalden blandt landets fremmeste gallerister. Jeg ville uanset gerne kunne følge med i det, der virker som en, for denne kunstner, rivende udvikling. Fra Cannes til Kastrup. Og videre.

mathias.kryger@pol.dk