Der er noget fascinerende ved en kunstner, der maler døde, franske filosoffer og store forfattere. Overvejende sort-hvide ansigter mod knaldende kulørt baggrund, så ikonerne kigger på os uden at blinke. De er Albert Camus, Maurice Merleau-Ponty, Franz Kafka, Hemmingway og stærke-følsomme kvinder som Karen Blixen, Virginia Woolf og nutidens Christina Hesselholdt.
Naturligvis interesserer denne kunstner sig også for filmklassikere som Close-Up, Cinema Paradiso og In the Mood for Love, der bliver til malede stillbilleder med cliffhangers og oneliners. Atter andre malerier er snap shot agtige billeder fra hotelværelser og byens parker, der er opsummerende stemningsbilleder fremfor afventende kulisser. Der er noget retro over det, som over en anonyms dannelsesrejse til Marokko i 1950erne, eller som en restaurant i en sportsklub i en britisk koloni i nærøsten. Her er ingen kvinder i cowboy bukser, hellere bredskygget hat og høj stilet.
Stemningerne er tidløse og tankerne eksistentielle. Hvorfor er denne kvinde alene, hvem venter hun på? Hvad nu med denne varme, der lader skyggerne være så lange? Hvor var jeg på vej hen, er tilværelsen lethed eller tomhed?
Indimellem de tungt tænkte men let malede stemninger af tidløshed findes mindre serier, som nærbilleder af overfyldte askebægre eller snakkende tændstikker. Tændstikkerne skriver digte, ser på hinanden og taler om deres følelser. Det gør de faktisk rigtig godt. Deres dialog kunne komme fra en hvilken som helst storbyhverdagseksistentialist.
Selvfølgelig lytter denne kunstner også til mandens fortællinger fra sin barndom. Selvfølgelig fylder hun ind i mellem et askebæger, alt imens hun er opslugt af en bog.
Det sker ofte, hun fortaber sig i en bog. Kunstneren spiser af litteratur, film og livet og lader det altsammen blive til malerier.
“Det fascinerer mig, at vi mennesker svinger mellem følelsen af meningsløshed og mening. Vi prøver hele tiden at skabe en mening med tingene, og det vi oplever i vores liv.”
Malerierne emmer af god stil, både konkret som lækre billeder og i overført betydning, idet motiver og stemninger er gennemsyret af elegance. Dette sker uden at billederne bliver til livsstilsillustrationer, for malerierne møder os som puntknedslag af refleksioner fra et menneske, der tør være timer alene på et værelse uden lyd, skrive beskeder til sin elskede eller sidde på en bænk i en fremmed park til kulden falder ind. Det er billeder fra et menneske, for hvem stemninger eksisterer som refleksioner såvel som følelser.
2
Her er god mulighed for at finde sig et billede, at gå ind i. Et passende rum, at tænke udfra. Passende, fordi det er ladet og inviterende, men alligevel åbent og let rungende. Der er et gjaldrende ekko i de billeder, som viser landskab eller arkitektonisk rumlighed.
Der er også andet godt at sige om de mange portrætmalerier, der synes at være kunstnerens særlige kompetence.
Motivationen for at male et portræt er i sig selv væsentlig. Ønsket om portrætter udtrykker viljen til at se sig selv eller sit idol. Vi nærer alle et ønske om at se os selv og være til stede i verden, men navnlig også at se os selv formidlet. Der er i hverdagen for mange og for flygtige blik i spejle og på ofte blot digitale fotografier. Vi ser os selv og hinanden så mange gange, at vi vanskeligt kan beslutte os for et særligt repræsentativt opsummerende billede.Derfor har det klassiske portrætmaleri i allerhøjeste grad sin berettigelse i samtiden.
I virkeligheden er vi jo en blanding at den, vi tror vi er, den, vi gerne ville være og den, andre ser os som. Portrætmaleriet kan sandsynligvis blande disse tre billeder til ét. For portrætmaleriet har alle maleriets kvaliteter i sig. Det ser man i kunstnerens arbejde.
Vi har hver især tilknytning til mennesker, der betyder noget særligt for os. Nogle mennesker får ikonstatus. Som Marylin Monroe og andre oplagte populære idoler. Maria Wandel udvider kredsen. Hun kigger dybt i øjnene på billeder af store filosoffer og forfattere. Allerhelst bruger hun som forlæg delvist slørede snap shots eller af anden grund mindre præcise fotografiske gengivelser. Der skal være nogle huller at fylde ud. Et oplæg med rum for fantasien, så en (ofte kompleks) personlighed kan træde frem på lærredet.
Der er ingen teknik-trick, kunstneren projicerer ikke et billede op på lærredet for så at tegne af. Hun arbejder med materialet, lader det tage den tid og fordybelse, som det gode portrætmaleri retteligt kræver. Resultatet er derefter. “Jeg kigger på forlægget. Hvad er karakteristisk for det ansigt? Hvordan sætter jeg billedet i gang? De første strøg er afgørende for slutresultatet. Jeg fjerner billedet så meget som muligt fra fotografiet, så det bærer sig selv som maleri.”
Her er portrætter, som den portrætterede ikke selv har bestilt. Kunstneren måtte bare male Blixen og Kafka, Camus og Merleau-Ponty.
I en serie af samtidens kulturelle og politiske personligheder er det eksempelvis Woody Allen, Catherine Deneuve, Per Larsen, Ritt Bjerregaard og Lars Løkke Rasmussen, der er blevet malet op. Sjovt nok er hovedparten af seriens portrætter siden endt hos den portrætterede. Selvom de portrætterede ikke har bestilt et maleri, og herved indledningsvist udtrykt ønske om stil, vinkel og betoninger, har de set sig selv. På den gode måde.
Det er sandsynligt, at det er netop fordi de portrætterede ikke har haft indvirkning på kunstnerens arbejde, at netop dette arbejde bliver til kunst, der viser folk noget de ikke vidste. Kunstneren tilfører ny erfaring og bevidsthed. Portrættet har fået sit eget endegyldige og fyldige liv.
Billederne bliver til kunst, fordi de fortæller mere end det, de forestiller. Kunstneren ønsker at portrætterne udtrykker en tilstand og viser essensen af dette skabende, handlende og sansende menneske. Ikke kun når den portrætterede selv er et skabende menneske.
Siden 1995 har kunstneren faktisk dagligt beskæftiget sig med portrætmaleri. I udgangspunktet finder kunstneren særegne træk i alle mennesker. Vi rummer alle udfordringer for portrætmaleren.
3
Portrætterne er desuden som oftest hårdt beskåret så mennesket bag møder os direkte. Farverne er enkle og nøje udvalgt, så det malede billede står skarpt som en uundgåelig signatur.
“Når jeg arbejder med et portræt, bliver jeg ved, indtil der ikke er nogen tvivl om, hvem det er. Det enkelte menneskes særtræk og udtryk er det, der er fantastisk at få frem i et malet portræt. Det er lidt som at sidde og tale med det menneske, indtil man lærer hinanden at kende.”
Så meget om metoden. Man kan ikke tale om denne kunstners billeder uden også at tale om længsel, som i det at længes mod noget uden nødvendigvis at vide hvad. Der er intet objekt, ingen retning og herved sandsynligvis heller ingen forløsning, men længslen er i sig selv en fremdrift. Det kender vi vel allesammen til.
“Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, at vi mennesker dybest set har mange af de samme erkendelser og følelser. Så hvis jeg laver noget som udspringer af en stærk følelse eller tanke hos mig selv, så rammer det som regel også andre.”
Kunstneren svæver oven på tilværelsens tyngde og hendes malerier er frækt tænksomme frem for alvorstungt lumre. “Måske er det noget jeg gør for at berolige mig selv.” Man kan læse livet i billederne af de vide parker, de snaskede cigaretskodder og de eksponerede ansigter.
“Jeg arbejder med mennesker og tilstande. Tilstande som længsel.” Det er mere end det. Malerierne viser en stor mangfoldighed af tilstande fra følelsesregisteret, som vi alle har godt af at spille igennem, så det ikke ruster til.
“Malerierne fungerer bedst, når de har noget af den åbenhed og tilfældighed i sig som også livet har. Når jeg maler, forsøger jeg at gøre det med samme intense følelse, som hvis jeg var ved at gøre mig klar til verdens vigtigste fest, velvidende man kan være klar, gå ud af døren og falde på vej ned af trappen. Jeg må male den følelse, at alt er så smukt og smertefuldt, at det næsten ikke er til at holde ud og jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op.”
Malerierne er levende beviser på at kunstneren ikke er helt handlingslammet, for de møder os som livsduelige billeder, der giver lyst til mere.
Fint fint, 120×150, 2009
Brystvorterne er mere stirrende end kvindens brune øjne i det køligt afmålte ansigt med neonlæber. Det er fint. Det er fint, den lyshårede kvinde ser på hendes bare bryster, der peger hver sin vej. Det er så fint, at anerkendelsen med en lille stift noteres på en bordflade. Det er lidt klinisk, lidt spøjst. For det er ikke en klassisk kunstner-med-model fremstilling. Måske er de to kvinder bare veninder. Måske er det bare forfriskende at løfte op i blusen og vise herlighederne frem, nu de er så flotte. Kvinderne er tæt på hinanden ligesom vi er tæt på kvinderne i maleriet. De går helt hen til og ud over kanten i en matgrønlig rumlighed, uden rekvisitter. Kvinderne er forskellige, den ene er mørkhåret og korthåret og den anden langhåret og lyshåret. De kunne dog være jævnaldrende. De lader i al fald til at være ligeværdige i denne maleriske og tiltalende situation, vi får lov at være vidner til.
5
Jeg køber vin og jordbær, 100×120, 2009
Atter andre malerier antyder situationer og opsummerer stemninger. Som det tomt åbne (café) billede, hvor kvinden med de velplejede hænder skriver en note til sin elskede. Hun glæder sig til at se ham kl. 20. Hun køber vin og jordbær. Mere behøver der ikke siges. Der er tunge forventninger, men rummet er let og fyldt med potentialer. Bordet nærmest vipper op mod os, kaffekoppens slagskygge er ligeså sort som hullet af ufortyndet varm væske. Det sorte kaffehul er en planet ligesom urskivens åbne hvidhed er en planet. Tilsammen er de elementer i et mikrokosmos der udgør et omsluttende og endegyldigt univers mellem manden og kvinden. Hvis bare det kunne være de to for altid. Hvis bare de kunne veksle mellem godbidder af møder og tilpas behageligt balanceret længsel efter det næste møde. På en anden café. I en anden middelstor, mellemeuropæisk by, hvor der altid er lidt varmere end derhjemme. For hjemme er sammen og sammen er de ligeså blussende varmt røde som det knaldrøde filter gennem hvilket alting ses. Lad os hylde denne malerinde, der giver sig hen. For hun minder os om, at vi gerne må være til stede for at længes og for at række ud efter hinanden. Det er ikke altid, det lykkes. Nogle gange bliver det skumring og man er stadig alene, uden at ville være alene. Det er det værste. Så kan man skrive endnu en note i den selvpinerens dagbog, som vi kan komme til at traske omkring med. Den er tyk som et ondt år. Omslaget er glat. Man kan ikke se de smudsige aftryk fra svedende fingre, der egentlig hellere vil holde om telefonen og ringe til nogen. Til tider er det dog bedst at samtale med sig selv.
6
En selvpiners dagbog, 60×70, 2009
Så er det morgen. Endnu en skæppeskøn morgen. Håret er sat. Makeuppen er lagt og hun er bare for lækker. Hvad mon de tænker, alle de flotte kraftkvinder? Malerinden maler deres sætninger op ved siden af selvtilliden og det lækre hår. Selvtilliden er intakt, men det står klart, at den er dannet af fornemmelsen for sårbarhed og omfavnelsen af en vis kompleksitet. Det er fint. Vi er rummelige. Malerierne minder os om denne rummelighed.
Another fucking beautiful morning, 50×50, 2010
7
Hun er overlegen. Hun ser i al fald overlegen ud. Hun ser ud, som om hun har det hele. En smækker krop. Sin selvstændighed. Hun er vellidt og attråværdig. Det er fint. Ingen kan tage hendes saft og kraft. Den ene part mener sig stærkere og udsiger denne tro på sin overlegenhed i forhold til den anden. Det er muligt, den stærke bruger den mindre stærke. Men det er ikke altid den, der tror sig stærkere, som er stærkere. Måske er det manden, der siger noget til sin kvinde, idet han er på vej videre. Måske er det kvinden, der siger det, hun ville ønske var sandt eller det, som hun vil have ham til at tro; at hun er stærkere end ham. Deres munde er lukkede. Vi kan end ikke se, hvor han ser hen eller hvordan han ser ud. Hendes blik viser sig kun delvist. Måske er der ikke nogen, der siger noget, så kun tavsheden fastslår, der tænkes.
På mange måder er jeg stærkere end dig, 120×150, 2009
8
Kunstneren kigger ikke bare på sig selv, hun kigger også på mennesker omkring sig som tænker og føler. Nogle af dem kender hun. Som manden med hatten, der er blevet til et på alle mulige måder eminent portrætmaleri. De casual bløde linier i hatten, diagonalerne i ansigtets skygger, de kontinuerligt afstemte farvetoner og det forhold, at der er lige tilpas af det hele, gør portrættet intuitivt, stærkt og nærværende.
Mand med hat, 50×50, 2007
På samme vis med kunstnerens portrætmalerier af de store tænkere, Maurice Merleau-Ponty og Simone de Beauvoir. Disse portrætmalerier er eminente fordi de åbner ligesåvel som de dirigerer associationsrækkerne, der kredser om at forstå et menneske, der var tilstede, mærkede verden, konsummerede den og udtrykte sig om disse sansninger og refleksioner i en form, så det kunne fungere som inspiration og erfaringsdannelse hos andre mennesker. Kunstneren maler af respekt og af kærlighed. Hun får os til at se på de portrætterede med respekt og med kærlighed.
Maurice Merleau-Ponty, 40×40, 2008
Simone de Beauvoir, 50×50, 2011
9
Så er det vist tid til en sundowner, 60×70, 2010
Kunstneren får os også udenfor. Hun giver os landskaber, vi kan svømme væk i. Landskaberne ligner noget vi kender, men der er ikke egentlige forlæg. De kunne være en hvilken som helst rimelig velholdt mere eller mindre offentlig park. Her kan vi nyde dagen går på hæld og dagens dont er slut. Måske kan vi endda tillade os at opholde os i det melankolske hjørne. Et dybt suk. Og så er det vist tid til en sundowner. En læskende, skarp drink et sted i skyggen. Hvad ellers? Man kan altid tage sig en smøg, se røgen forvitre og til sidst skodde resterne. Kunstnerens skodbilleder vækker minder om filmenes talende pauser, hvor karaktererne vinder tid, samler sig eller tager et dybt sug for at ride videre på en efterdønning. Således ladet af tænkepausen kan man strø om sig med guldkorn i sms-længde. Hvad har du gang i? Spiser du bare ingefær og læser Proust? I mellemtiden drejer viften bare rundt og rundt og jeg venter på at finde den helt rigtige sætning, som siger det hele.
10
Fan, 60 x 60, 2009
Hånd, 40×30, 2010
Sms, 60×80, 2010
“Efter jeg for nylig stiftede et lidt dybere bekendtskab med Camus’ filosofi, forstod jeg, at han udover at tale om livets absurditet eller meningsløshed, også beskæftigede sig med det eksilerede menneske, det vil sige det forhold, at man altid føler sig i eksil. Enten konkret, hvis man er fordrevet fra sit hjemland eller i den betydning, at man er kommet væk fra sit ‘rigtige hjem’, hvor man føler sig hel og forankret. Derfor vil man hele livet længes mod dette drømmeland, den del af sig selv man har mistet, som måske er en tilstand i ens barndom. Da jeg fattede det, tænkte jeg, at det er sådan jeg har det. At det er den evindelige længsel, uden objekt.”