STILL PICTURES

Af Maria Wandel

En aften begyndte jeg at fotografere filmen i fjernsynet. Det var en Chabrolfilm. Jeg gik ikke så meget op i handlingen, mere i om jeg kunne fange et enkelt billede, hvor motivet og underteksten spillede rigtig godt sammen. Det virkede pludselig så oplagt, at jeg skulle male disse billeder. Billeder af tilstande. Billeder af mennesker i situationer, hvor de er blottede, og vi næsten kan se ind i dem. Læse os selv ind i billedet.

Denne ide samler meget af det, jeg har lavet før. Når jeg maler, tager jeg tit afsæt i fotos fra film og plejer så at omforme billedet til min egen historie og påføje min egen tekst. Nu giver filmen mig helt ”gratis” undertekster, og jeg vælger så den, der er bedst – passer bedst til billedet, udtrykker allermest i billedsammenhængen.

Der er tusindvis af billeder at vælge mellem i en enkelt film. Og næsten lige så mange undertekster.

Men hvorfor film? Film er en stor del af min virkelighed. Jeg ser hele tiden film. Jeg tænker over, hvad forskellen på liv og film er.

Film handler om dramaer i livet, ligesom jeg forsøger at male billeder, der rummer lidt af livets drama. Film serverer virkeligheden i alle mulige variationer, og vi får, hver gang vi sætter os til rette foran filmlærredet, en ny måde at begribe vores liv på.

Når jeg så maler et enkelt billede fra en film og tager en undertekst fra filmen og maler den på, så trækker jeg på stemningen, handlingen og billederne i den film, noget fælles flere har set og kan referere til. Samtidig laver jeg et maleri, som har sin egen betydning og stemning, og som ikke er det samme som en film. Derfor titlen STILL PICTURES, som også kan betyde stadig billeder.

Samme intensitet, der er i de film jeg har valgt, ønsker jeg at genskabe i mine malerier.

Et maleri står stille. Hvordan teksten, altså sproget, penselstrøgene og fx den persons udtryk, der er malet i billedet spiller sammen, hvordan det bliver betydningsfuldt, det er dét, der er essensen for mig.

Hvis det lykkes, og der sker noget forløsende, en oplevelse eller en stemning opstår, som ikke ville kunne formuleres på anden måde end et malet stillbillede med en tekst, så giver det mig, og forhåbentlig også andre beskuere, et kick.