Parks & Hotel Rooms

 Essay 

Af Christina Wilson 

 

Maria Wandels udstilling bærer titlen Parks & Hotel Rooms. Titlen kan tages ret bogstaveligt, for motiverne i billederne er netop parker og hotelværelser. 

Motiverne rensede og stiliserede. Vi ser træernes sorte stammer og grønne kroner. De kaster kraftige sorte skygger, ned over ensartede grønne plæner og grusgange. Billederne er nærmest abstrakte i deres stiliserede strenghed. Det samme gør sig gældende for hotelværelserne. Der er skåret ind til benet og værelserne fremstår puritanske og strenge som en munkecelle. Vi får ingen overflødig information. De få mennesker der er på billederne har vi ingen mulighed for at identificere. Vi ser ikke deres ansigter. De er enten beskårede eller malet bagfra. 

Jeg synes det er ret tydeligt, at vi i Maria Wandels værker er tættere på filmkunst end på billedkunst. Maria har sat en scene, og vi beskuere er rekvisitterne. Derved ligger Marias værker i tråd med den del af billedkunsten, der arbejder med moderne kultur og som bruger et moderne billedsprog. Det er fra filmens verden referencerne skal findes og Maria Wandel nævner selv franske avantgardefilm fra 1960’erne, hvor handlingen også er helt åben.  

Når man ser på kunst med henblik på at forstå, hvad kunstneren vil med sine værker giver det ofte mening at se på hvad billederne ikke gør. Det kan ofte åbne et værk. Jeg starter derfor med at stille mig selv spørgsmålet: når Maria Wandel maler et hotelværelse og parker så mange gange, hvordan kan det så være, at hun ikke er mere præcis med at fortælle os, hvilke parker eller hoteller det drejer sig om? Gad vide hvorfor hun ikke er mere præcis i sin skildring af stedet? Måske er det Kongens Have eller Luxembourg haven i Paris eller en helt fjerde park? Er det et hotelværelse i London eller i Venedig? Hvad får vi at vide om hotelgæsterne? Hvem er personerne i billederne, og har de overhovedet noget med hinanden at gøre? Hvad får vi at vide om tiden, stedet, personerne? Faktisk ingenting. 

Det virker snarere som om tiden står stille i værkerne, og da det åbenbart ikke er kunstnerens hensigt at fortælle os noget om netop tiden, stedet og personerne, så er det sikkert noget helt andet, der er kunstnerens strategi. 

Som kunsthistoriker er det naturligt at begynde at kigge efter kunstneriske forbilleder, og den danske kunstner Edvard Weie, der også maler træer og parker, kan måske bruges til noget? Det tyste hos Maria Wandel ser man også i Hammershøi, der er kendt for sine stemningsfulde interiørmalerier og billeder af hustruen bagfra. Den amerikanske realistiske maler Edward Hopper, der er kendt for sine tyste malerier af det moderne amerikanske liv med ensomme mennesker, kunne også være inspirationskilde. Jeg ved at Maria selv har skrevet om Hopper. Måske er der en nøgle der? Men disse sammenligninger bringer mig ikke rigtig videre.

Det er nærmere som om, at når jeg kigger på Maria Wandels billeder, så begynder min tanker at vandre, og jeg fortsætter selv den historie hun slår an. Jeg tænker på sidste gang jeg selv var på hotel, var i en park, eller var i en storby.  

Parker og især hotelværelser er semi-offentlige steder. Det vil sige at de hverken er helt offentlige eller helt private. 

Hotelværelser kan man vel ikke med rette kalde private når de har været betrådt at flere tusind fremmede før én selv. 

Parker er lidt på samme måde – de er både det ene og det andet. Aktive og inaktive. Man kan gøre mange ting i en park. Man kan både være fysisk aktiv og trække sig ind i sig selv. Man føler sig tryg i en park – velkommen. En park midt inde i byen er et åndehul. Man føler sig afskærmet, man hygger sig med noget eller med nogen.

I filmens verden optræder der mange hotelværelser. Jeg er sikker på, at vi alle kan nævne mindst ti film, hvor hotelværelset på et eller andet tidspunkt er rammen for handlingen.

Det samme gør sig ikke gældende i billedkunsten. Der er heller ikke så mange parker i billedkunsten. Både i Maria Wandels billeder og i filmens verden bliver det mere og mere tydeligt at hotelværelser og parker kan noget. De er tegn og symboler på noget andet. 

" Hotelværelset er et ikke-sted, det er det perfekte sted at lade handlingen flyde fra. Mennesker, der ikke bør mødes, mødes der. Folk er enten meget glade eller meget ensomme på et hotelværelse."

Hotelværelset er et ikke-sted, det er det perfekte sted at lade handlingen flyde fra. Mennesker, der ikke bør mødes, mødes der. Folk er enten meget glade eller meget ensomme på et hotelværelse. Hotelværelset skærper ens opmærksomhed på sig selv. Hotelværelset er både ude og hjemme på samme tid.

I Marias malerier ligger en nøgle i værelset på bordet, en hånd skriver på et hvidt stykke papir. Det er svært ikke at digte videre. Der er sikkert mange skæbner involveret i nøglen og papiret. Et afskedsbrev, en nøgle til den lejlighed man lige har forladt for at komme en anden i møde. 

Hotelværelset bruges altså som et afsæt til noget andet. Det samme sker for parkerne. Vi går igennem de tomme parker på vej hjem fra noget. Eller vi skal mødes med nogen i parken. 

Begge steder er tegn for relationer og interaktion. Men lige så meget tegn for ensomhed og længsel. 

Hotellet og parken er fyldt med handlingsmuligheder, sorger og glæder, møder og konflikter. Og erotik.

Filmene kører i vores hoveder, og der er plads til uendelige fiktioner. 

Denne åbenhed gør at malerierne er rammer for en evig uafsluttet fortælling. Og i dag er kongernes gamle gipsfigurer blevet rekvisitter i Maria Wandels fortælling. Vi er nu med i en ny fortælling fordi konstruktionen omkring værkerne er en anden. Derfor lægger stedet og figurerne her i Kongernes Lapidarium nye lag til værkerne. Denne fantastiske lange historie blander sig med en samtids billedsprog og nye erkendelser om vores liv starter. Smukkere og mere interessant kan det vist ikke blive.

Parks & Hotel Rooms

Sted Kongernes Lapidarium, Chr. IVs Bryghus. Frederiksholms Kanal 29.

Til 25. oktober.

www.kongerneslapidarium.dk 

 

Essayet var Christina Wilsons tale ved åbningen af udstillingen på Kulturnatten.