KOEN SLUGER DRENGENS PIBE
Det var dengang, drengen havde et par klapbukser,
han kun brugte i stalden. Det var fordi, han altid blev
så beskidt, han gled i grebningen, når han skulle læsse
lort på trillebøren, spildte mælk ned ad buksebenene,
når han skulle give kalvene mælk, fik avner i trøjen,
når han skulle strø og give dem et rent leje at ligge på.
Hans klapbukser hang på et søm på væggen på fodergangen
foran køerne. Drengens far røg pibe, og derfor,
for at ligne sin far, havde drengen også en pibe. En legetøjspibe
af mørkt nøddebrunt træ, nøjagtig som en
rigtig pibe, med krum spids og blankt låg. Piben holdt
til i lommen på klapbukserne, så han altid havde den
ved hånden i stalden. Men en dag kom der en ny ko til
at stå i båsen overfor sømmet med bukserne. Det var
ko nummer 9. Det var en fræk ko, med en lang hals og
lang lang tunge, og den fik fat på bukserne og slugte
piben. Drengen vidste ikke helt hvad han skulle tro, om
den virkelig havde slugt piben. Bukserne lå helt flade
og våde af savl i krybben, men piben var væk. Det var
meget ulykkeligt, men faren sagde, at så måtte de købe
en ny pibe til ham, og det gjorde de. Samme eftermiddag.
De tog bilen og kørte til Durup og fik en akkurat
magen til. Af mørkt nøddebrunt træ. Med krum spids
og et blankt låg.
SÅRET ENGEL
Det var dengang, drengen var seks år, og han hver
morgen var i stalden og hjælpe sin far. Han skulle
give kraftfoder til kvierne. Kraftfoder er det bedste,
de ved. Det er ligesom slik for mennesker. Så
de var meget ivrige, og også for ivrige, vendte og
drejede sig i båsen, så drengen ikke kunne komme
op imellem dem. Så prøvede han at komme op
imellem de næste to, men de blev forskrækkede og
væltede ham. Han lå på maven under dem, mens
de trampede på hans ryg og skuldre, deres ben gik
som trommestikker. Heldigvis ramte de ham ikke i
hovedet, for så ville han have været død. Men hans
far kom ind fra laden, inden det skete, inden han
blev ramt i hovedet, og han fik fat i drengen og trak
ham ud og fik ham ind til moren. Han sad på sengekanten
i sovekammeret, men han kunne ligesom
ikke hænge sammen, han græd og sparkede
til lillesøsterens seng, fordi det gjorde så ondt. Så
kom doktoren, til sidst, den rare doktor Knudsen,
og doktoren undersøgte drengen, men han kunne
ikke løfte armene, de var helt slappe, så de til sidst
måtte klippe trøjen af ham. Han kom på hospitalet
og blev røntgenfotograferet og det viste sig at det
ene skulderblad var revnet i fire dele, det andet var knust. I to
måneder lå drengen nu lige på ryggen på hospitalet og blev en
anden. Han var som en såret engel, vingerne var brækket. Alt,
hvad han kendte til, gården med dens køer og kalve og heste og
høns, gled væk ligesom i en tåge, og ind i stedet kom alt det hvide,
det tyste og det alt for alvorlige, de lange gange og senge på
hjul og sygeplejersker og læger.
DEN DØDE ILDER
Det var dengang, drengen fandt en død ilder.
Han skulle hente kartofler i kartoffelkælderen
ude i laden. Der var helt buldermørkt, så han
havde bedstefarens lommelygte med. Men der
var ikke meget batteri på lommelygten, den lyste
kun ganske svagt, han famlede sig ned ad
trappen til kælderen med sin spand. Han vidste,
hvor sækken med kartoflerne var, men da
han stak sin hånd ned for at åbne sækken, rørte
han ved noget blødt og koldt. Han trak hånden
til sig og lyste og så ilderens døde hoved, det så
næsten ud som om, den smilede. Det var synd
for den, at den var død. Men det var også uforklarligt,
dens pels var tæt og skinnende blank,
helt sort, den havde ingen sår. Drengen fyldte
spanden med kartofler og lagde forsigtigt ilderen ovenpå. Bedstefaren
ville gerne betale for at få ilderen udstoppet, så de kunne
havde den altid. Det var et smukt dyr, man kunne se på det,
hvor smidigt det havde været, nu var kroppen kold og stiv. De
pakkede den ind i brunt papir, bandt en snor om og skrev adressen
på konservatoren og sendte den med rutebilen til Skive. Men
den nåede aldrig frem. Den forsvandt, ingen vidste hvorhen,
rutebilchaufføren påstod, han havde afleveret den til konservatoren,
mens konservatoren på sin side påstod, han aldrig havde
modtaget den. Siden den dag syntes drengen ligesom, han altid
havde det lille dyr liggende sammenrullet under sit hjerte. Her
fik det varme.