DE GULE FØL

Det var dengang, drengens bedstefar drømte om de gule føl. Bedstefaren
var gammel og stiv af gigt, han var tusind år, sad hver
morgen på bænken i køkkenet og klukkede over en drøm, han
havde haft. Han sad der, fordi han ventede på, at drengen kom
og gav ham strømperne på. Fordi han ikke selv kunne, fordi han
var så stiv af gigten, som havde han et træ i ryggen, og ikke selv
kunne nå ned til sine fødder. Drengen undrede sig over de fødder.
De var ophovnede, nærmest lungefarvede og ligesom med et
drys af mel hen over, tæernes negle var tykke og gule. Bedstefaren
klukkede, hans drømme var sære, ikke mere sære end andres
drømme, men han kunne lide det sære ved dem. Han morede sig
over, at han i drømmen var en dreng, at der var en sø og på den
anden side af søen en skov og ud af skoven kom nu naboens gule
føl. Det var det føl, der blev født ved sankthans, det var et dejligt
føl, en nordbagger, helt almindeligt, men som nu blev duplikeret
igen og igen. Der var hundrede af dem, eller i hvert fald halvtreds,
og de kom alle sammen ud af skoven og ned for at spejle
sig i søens blanke vand, og nede i vandet, sammen med føllene,
var drengen.

 

PELS

Det var dengang, drengen var på ferie hos sin moster og onkel på
Djursland. Drengen havde aldrig set en nøgen mand, han havde
aldrig set en nøgen dame. Af sin far havde han kun set halsen
og armene op til albuen og fødderne, af sin mor havde han set
lidt mere, nemlig halsen og armene og fødderne og benene op
til knæene. Resten havde været dækket af tøj. I ferien hos moster
og onkel sov han på sofaen i stuen, her havde moster redt op til
ham. Af en eller anden grund vågnede han, det var nat, månen
skinnede ind gennem vinduet, men da han så sin onkel sidde og
ryge på sin pibe splitternøgen ved spisebordet, lod han som om,
han sov. Han lå musestille, kunne kun se onklens ryg og piben,
når han førte den op til munden, eller når han tog den ned igen.
Men da Onklen rejste sig og månelyset faldt ind på ham, så drengen,
at hans ryg var som et loddent dyrs. Fra numsen og op over
skuldrene var han dækket af en pels af lange sorte hår.

 

KO NUMER 21 SPARKER

Det var dengang ko nummer 21 fik kalv. Alle køerne var røde, helt
røde, men nummer 21 havde en hvid stjerne i panden. Der var
noget engelsk korthornet i den. Dens mor var nummer 1, som de
havde købt på herregården Marienlyst, men det var før drengen
kunne huske. Nummer 1 var rolig, den var nem at have med at
gøre, som de andre køer, men nummer 21 havde et nervøst gemyt
og kunne finde på at sparke, når den skulle malkes. Drengens
far var syg, han lå i sengen, han var blevet opereret for en
diskosprolaps, så det var moren, der stod for malkningen. Hun
havde skjorte og bukser på som en mand, om hovedet havde hun
et tørklæde, for hun var ikke en mand, og drengen havde ondt af
hende, han kunne ikke lide, når køerne svingede med halerne og
ramte hende i ansigtet med et sjask. Nummer 21 sparkede. Den
allerførste gang, efter den havde fået kalv, og moren kom op til
den med spanden og tog om dens patter, sparkede den hende.
Hun faldt ikke, men den ramte hende hårdt på armen, der var gul
og blår længe efter, og det sugede af forfærdelse i maven på drengen,
når han så det. Da moren anden gang forsigtigt gik op til
den, inden hun overhovedet havde rørt den, sparkede den hende
igen, og hun gik ind og sagde til faren, at hun ikke ville mere. Så
ringede hun til onkel Frode, som boede på en anden gård, han
kom straks og lagde en grime på den og trak af med den, hjem
til sig selv, for han var en mand og hverken bange for at blive
beskidt eller sparket. Det tog han ingen skade af, og det sugede
ikke på samme måde i drengens mave, selv om Frode var gul og
blå af slag.

 

EN GLAD LILE HUND

Det var dengang, de havde fået en ny hund. Den gamle var død
af alderdom, den var gået afsides og havde lagt sig til at dø der.
Bag roeskæreren i roehuset. Den, de fik efter, blev sparket ihjel
af en hest. Men nu havde de fået en ny, en rottehund, eller dansksvensk
gårdhund, som racen rigtig hed. Den var sort-hvid, den var
altid glad, halen gik fra side til side. Bedstefaren kaldte den Sussi.
Bedstefaren var døv. Selv om drengen sagde, den hed Vips, blev
bedstefaren ved med at kalde den Sussi. Fordi den gamle havde
heddet Sussi. Men Vips lød begge navne, både Vips og Sussi. Vips
havde lov at være inde i stuehuset, den sov i en kurv i køkkenet,
og når den om aftenen skulle ud og luftes, og bedstefaren kaldte
Sussi, Sussi, Sussi, hvirvlede dens ben rundt, fordi den var så ivrig,
og gulvet glat linoleum, og når den først fik startet, kunne den ikke
bremse, men kurrede som på is. Drengen morede sig ved at løbe
ud i det høje korn med den. Den blev helt væk, løb rundt ligesom
nede på bunden af et stort bølgende hav, men når drengen kaldte,
rejste den sig på bagbenene og kiggede op over for at orientere sig.
Da drengen senere fik et gedekid, blev kiddet og Vips de bedste
venner. De legede hele dagen, både gemme og tag-fat og alt muligt.
Kiddet spiste blomster, det ville Vips også, som om den også
var et kid, men den tyggede ikke på den, den løb bare rundt med
blomsten i munden og lignede det, den var, en glad lille hund.