Til receptionen, i et hundekoldt atelier på ydre Frederiksberg, for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels nådesløst vellykkede børnebog Vand, blod, tis og maskiner, med genrebetegnelsen »Ulykkeshistorier for børn«, læste forfatter Jørgensen en håndfuld af historierne op, bl.a. »Storebrors raseri« (som resulterer i, at storebror gennemborer hovedpersonens fod med en fork), »Kvieblod i hovedet på drengens bedstefar« (fordi bedstefar har savet for dybt i kviens horn), »Kvien i ajlekulen« (ajlekulen = tis-tanken, som bedstefaren må ned i for at redde kvien) og »Ild på køkkenbordet« (siger sig selv!).

Det bemærkelsesværdige var, at mens de voksne tilhørere højlydt gøs og væmmedes ved historierne, hvis de ikke, som jeg, grinede nervøst, så forholdt børnene sig helt cool. En enkelt halvstor unge, der kendte bogen i forvejen, forlangte endda et bestemt ekstranummer, historien »Såret engel«, der nok er den værste ulykke af alle: Drengen falder ned mellem to kvier, da han skal give dem kraftfoder. »Han lå på maven under dem, mens de trampede på hans ryg og skuldre, deres ben gik som trommestikker.« Med den uhyggeligste illustration af billedkunstner Wandel: Drengen ligger i sin seng helt stille og ligbleg og med lukkede øjne (han overlever, skal jeg skynde mig at sige!).

Så noget tyder på, at Hans Otto Jørgensen omsider har fundet sit kernepublikum: Børnene. Der er nøjagtig lige så frygtløst nysgerrige i omgangen med verdens ulykkelighed som han selv. De kan jo ikke vide, at »Såret engel« er versionering nr. 5 eller 6 af selve uroplevelsen i liv og værk, men selvom eller fordi det er den hidtil enkleste og klareste og nøgternste version, kan de godt mærke, at det er en vigtig historie, hvilket forfatteren, sanddru som han pinedød er, heller ikke lægger skjul på, afslutningsvis:

»I to måneder lå drengen nu lige på ryggen på hospitalet og blev en anden. Han var som en såret engel, vingerne var brækket. Alt, hvad han kendte til, gården med dens køer og kalve og heste og høns, gled væk ligesom i en tåge, og ind i stedet kom alt det hvide, det tyste og det alt for alvorlige, de lange gange og senge på hjul og sygeplejersker og læger.«

Læg mærke til, hvor tyst konkret teksten hele tiden forholder sig, selv i englebilledet: det ene skulderblad er knust, det andet revnet i fire stykker, hans vinger ER brækket. En stor bedrift i bogen er den måde, historierne (og billederne) selvfølgeligt og umærkeligt konkretiserer noget så eksotisk som landmandsliv i 1950erne, ved ikke pædagogisk at tale ned, men akut at tale i børnehøjde SOM øjenhøjde.

20ulykker og historier om samme – der remseagtigt hver gang begynder »Det var dengang ...« – indeholder bogen, men ingen ulykker er ens: Nogle giver alvorlige mén, som »Såret engel«, og nogle giver kun en alvorlig forskrækkelse, som »Ild på køkkenbordet«. Nogle ulykker er barnet offer for, det gælder 8-10 af ulykkerne, nogle ulykker forårsager han selv, det gælder 4-5, og de kan være mindst lige så invaliderende, sjæleligt: til sidst i erindringsromanen Hestenes øjne besværger forfatter-fortælleren desperat dengang han på sin kælk med vilje kørte ind i sin søster, så hun mistede fire tænder; i børnebogen hedder historien lakonisk »Fire tænder i sneen«.

Andre ulykker har barnet hverken lod eller del i, og de går gerne ud over dyr – og/eller bedstefar, som »Kvien i ajlekulen« og »Kvieblod i hovedet«. Og endelig er der anti-ulykkeshistorierne, historier om magiske interventioner i hverdagen, »Hoffmann«, om at sidde bag på en motorcykel og mærke fartens »sus«, »Højt på en gran en krage«, om at spille teater med udstoppede dyr, »Vand i stuen«, om at få familien med på, at stuen er et hav. Selv i den hårdeste og mest forslåede ulykkeshistorie af en barndom er der glimt af lykke, herunder den lykke det er at fortælle – og få fortalt – gode historier om ulykkerne.

Fordi jeg er sygelig Hans Otto-log har jeg skrevet uretfærdigt lidt om Maria Wandels kongeniale, malede illustrationer, deres indfølte, på samme tid brutale og raffinerede fremmanen af bogens små og store, men hele tiden virkelige dramaer, men jeg synes jo, I skal se dem selv, i barnlig øjenhøjde.