Hemmeligheder alle vegne

1. March – 1. Aug, 2018
Location Horsens Kunstmuseum

Maria Wandels slagfærdige tuschstreger med pangfarver og poetiske mellemtoner rummer både en overfladisk flugt og en eksistentiel smerte på Horsens Kunstmuseum, som lige nu viser billedserien Hemmeligheder alle vegne. Billederne er illustrationer til bogen af samme navn med tekster af Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad. Denne anmeldelse ser på kunsten og lader litteraturen ligge.

Den levende streg er opmuntrende – ligefrem løfterig. En god tegning vækker genklang og vækker til live. Er lige dele monomental og banal. Det havde vi næsten glemt i vores iver efter fremskridt og nytænkning i kunstens verden. Tegnekunsten har heldigvis fået en genopblomstring gennem de senere år, efter at billedkunstnerisk håndværk var noget, man næsten skammede sig over i 1990’erne. Julie Nord bruger pen, og Cai Urich Von Platen pensel og mange andre kendte samtidskunstnere udforsker nu igen tegningens potentialer.

Maria Wandel (f. 1977), uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, er en af dem, som med held har gjort tegning med pensel på papir til sit medium. På baggrund af et åbenlyst slægtskab med europæisk (særligt tysk) ekspressionisme og amerikansk popkunst, samler hun penslen op efter en tid, hvor disse traditioner har stået i skyggen af konceptkunst og digitale udtryk.

Maria Wandel: Hemmeligheder alle vegne, 2017. Tusch på papir. Foto: Horsens Kunstmuseum

Det banale og det monomentale
Det er tegningens potentiale for at navigere mellem det monomentale og det banale, som gør, at netop dette medium egner sig så fortræffeligt som afsæt for Maria Wandels fortællende intervention ind i hverdagslivets forfængelige skvulpen frem og tilbage mellem monomentale og banale opture, nedture og småfortrædeligheder. Livet er en hemmelighed, som vi hver dag går på opdagelse i.

Det vidste allerede flanøren og filosoffen Søren Kierkegaard, som ofte krediteres for at have opdaget, at livet leves fremadrettet, men erkendes i tilbageblikket. Det er, hvad vi ser på billederne, der beskriver livet ved hjælp af grafiske, sorte penselstrøg og velplacerede pangfarver og ophængt i to massive forløb på væggene i den kvadratiske udstillingssal.

Bekendelseskunst
Tegningerne beskæftiger sig med hverdagslivet, sådan som det udfolder sig fra det ene glas rødvin til den næste smøg – trivialiteterne hober sig op og fortæller historier om mænd og kvinder og deres relationer til hinanden, sig selv og miljøerne, som de færdes i.

Mest, naturligvis, handler det om kvinden, kunstneren, som er forelsket, forført, fornøjet og forfløjet det ene øjeblik og faldende, fumlende og ’fucked’ det næste sekund. Hun udtrykker sig også med ord, og disse, også håndmalede og nøgne på papiret, bidrager med ekstra lag til billederne, hvis overflader det ikke altid lader sig gøre at gennemtrænge.

Billedstrømmens rastløse tiltrækningskraft
Wandel er i kategori med Gudrun Hasle, som også tegner, men med broderi, og skriver famlende, hardcore, selvudleverende tekster på et gebrækkeligt, skønt og hudløst ordblindedansk, der udfordrer sin læser og vender tingene dejligt på hovedet. Hasle er også politisk og kritisk, så det kan mærkes i sprækkerne alle vegne.

Jeg synes ikke, at Maria Wandel kommer helt derud, hvor det for alvor gør ondt – dertil er lidt for meget ’chick-lit’ over det, lidt for meget caféliv, ’afterparty’ og drømme om palmestrande. Til gengæld etablerer hendes flaksende fortællestil en lang række associative spring hos beskueren, som virker stærkt tilbage på værket og forlænger lysten til at blive hængende i billedstrømmens rastløse tiltrækningskraft.

Maria Wandel: Hemmeligheder alle vegne, installationsview, Horsens Kunstmuseum, 2018. Foto: Trine Rytter Andersen

Identitet og erkendelseskunst
Selv om Wandel ikke er rystende eksplicit i sin samfundskritik, gør hun sig til talerør for den melankolske og til tider voldsomt frysende identitet, der forsøgsvist varmer sig ved sin elskers bryst, søger selskab og selvforglemmelse i festligt lag, og som længes efter en helt særlig tryghed hvis ansigt, hun endnu ikke kender.

Den norske kulturkritiker og psykiater Finn Skårderud portrætterede allrede i 1998 med essaysamlingen URO – en rejse i det moderne selv, den rastløshed, som i så udpræget grad karakteriserer det moderne liv. Den tilstand er på ingen måde blevet mindre påtrængende i de forgangne 20 år (!) og derfor er Wandels portræt af selvsamme på ingen måde uaktuel.

Om ensomheden er vi fælles
I overensstemmelse med sine lige så melankolske fortilfælde, siden Anden Verdenskrig i kunstens verden, handler Wandels fortælling fra nutiden også om det isolerede individ, om det enkelte menneskes kamp for mening og sammenhæng. Og løfter vi et øjeblik blikket væk fra egen navle og ser op i det store perspektiv, rammes vi igen af effekten af fællesskabernes opløsning.

Maria Wandel: Hemmeligheder alle vegne, 2017. Tusch på papir. Foto: Horsens Kunstmuseum

Det, vi kan gøre her på forbrugssamfundets yderste kant, er at tillade os selv og hinanden den frihed i det mindste at udtrykke vores savn og så håbe på, at vi alle endnu har den godhed intakt, at vi kan anerkende det faktum, at om ensomheden er vi fælles – på trods af alle krumspringene og alle stimulanserne, som vi så fiffigt benytter for ikke at mærke byrden fra denne monumentale og eksistentielle sandhed.

Som en anden tekstglad billedkunstner, Tanja Nellemann Poulsen, tidligere har formuleret spørgsmålet, spørger også Wandel: Er vi enestående – eller står vi bare alene?

At bære sine sår synligt
Til jer, der sidder her og tænker, at denne anmelder er fuldkommen uden humor, må jeg medgive, at der er ironi og humor i de Wandelske univers – jovist! Alligevel tillader jeg mig lige at minde om salig Hannah Arendt, som på baggrund af Holocaust forskede i begrebet ’den glade jøde’, og derved konstaterede, at den glade maske er den tynde, civiliserede hinde, som skal forhindre den anden i at se lige ind i afmagten. Og at det er kendetegnende for vor tid, at vi sjældent tillader hinanden den gunst – eller nåde om du vil – det er med værdighed at bære sine sår synligt.

Maria Wandel forsøger og lander som de fleste af os i lignende situationer – pladask mellem flere stole – også dét må vi rumme og takke hende for.